Forældrene til vores hvalpe

IMG_0912
Cotoner er pelshunde, der elsker naturen

Om Fortryllende Lily

Lily er mor til vores hvalpe. Hun har et utroligt blidt temperament, og er hele familiens puttegris. Hun er to år gammel, og der går ikke en dag, hvor hun ikke får os til at smile, fordi hun er så munter og tillidsfuld. Vi købte Lily fra Kennel Casa DiCotone for to år siden.

Lily synes, at alle mennesker er spændende, tilsyneladende er alle fremmede blot en ven, hun endnu ikke har mødt. Men børn indtager en helt særlig plads i hendes hjerte. Allerede fra hun var helt lille, var hun helt syg med børn. Hun kunne stå og pive fortvivlet, hvis der gik børn forbi på den anden side af vejen, og de ikke kom hen og hilste på hende. På vores rejser med hende blandt andet til Italien, har hun uforstyrret fundet sig til rette i nye omgivelser, så længe der var et velkendt skød, hun kunne få lov at sætte sig på.

lily 10 mdr
Lily kan også være udstillingsfin

En lærenem hund

Vi har trænet mange tricks med Lily, og hun elsker det. Træning er det bedste, hun ved. Hun er tændt, og hun er på, når vi træner, for nu skal der ske noget sjovt. Vi har bevidst trænet med hende på de kedelige mørke vinterdage, hvor regnen stod ned hele weekenden, og turen var hurtigt overstået. Vi har desuden gået til hundetræning med hende, både fordi det er sjovt, men frem for alt, fordi det er yderst vigtigt, at vi kan kontrollere og stole på hende.

IMG_1495
Lily – altid klar til at træne tricks

Pelsen

Lily har meget pels, og den skal børstes og plejes. Sådan er livet med en Coton. Hun er glad for at gå ture, også lange ture, og er en stærk, lille kompakt hund.

En skøn race

Vi har ALDRIG skældt ud på Lily. Men har derimod ignoreret uønsket opførsel og rost og belønnet ønsket opførsel. Det indebærer også at huske at rose hende, når hun sidder stille i bilen, eller går roligt forbi en anden hund. Mange Coton-ejere kan nikke genkendende til, at man køber en Coton på grund af allergi, men forelsker sig i racen på grund af deres temperament.

Indy _b
Mi Toi’s Indiana Jones fra Kennel Petit Casson

Om Indy

Mi Toi’s Indiana Jones (Indy) fra Kennel Petit Casson er far til Lilys hvalpe, en præmieret flot repræsentant af racen. Men vigtigst af alt har også han et skønt temperament. Du kan læse mere om Indy på Kennel Petit Casson’s website.

Indy_a
Mi Toi’s Indiana Jones fra Kennel Petit Casson