Coton De Tulear – en allergivenlig hund

IMG_0767
Græs og hund – en allergikers mareridt

Hundeallergi forhindrede os i at få hund

Med børn der var multiallergikere som små, og med en konstateret hundeallergi i familien, troede vi, at det tætteste, vi kom på hunde, var dem vi klappede, når vi gik tur. Men så mødte vi en Coton de Tulear, og pludselig lå drømmen om at blive hundeejer inden for rækkevidde.

gravhund
Hvad? Må jeg ikke grave her?

Vi lånte en Coton hjem, vi gned hendes pels ind i øjnene, og vi ventede og ventede. Men heldigvis var der ingen allergisk reaktion. Vi besøgte en kennel –  Casa Di Cotone, hvor fire tillidsfulde hunde tog nysgerrigt i mod os. De satte sig høfligt på skødet af os, men den allergiske reaktion udeblev. Heldigvis ventede en af deres tæver hvalpe, så vi skulle kun vente lidt over to måneder på at blive hundeejere.

cropped-IMG_0913.jpg
Hvis pelsen holdes ren mærker vi ingen allergi

Allergivenlig ikke allergifri

Forklaringen på, at vi kunne tåle en Coton, når vi ikke kan tåle så mange andre hunde, skal findes i deres mangel på underuld, og  at de derfor ikke producerer store mængder skæl som allergikerne reagerer på. Cotoner har ikke fældeperioder, som de fleste andre racer. De fælder hele tiden lige som os mennesker. På grund af allergi, var det meget vigtigt for os at sikre os, at den hund vi fik var en raceren Coton De Tulear, således at der ikke et par generationer tilbage var gener fra andre racer, der var knap så allergivenlige. Derfor gik vi efter en en stambogsført Coton fra en DKK-opdrætter.

Pollen i pelsen

En allergi står sjældent alene, og det gør den heller ikke i vores familie. Vi er både allergiske over for husstøvmider, birkepollen og græs. Af samme grund tørrer vi ikke vores vasketøj uden for i pollensæsonen, fordi det våde tøj suger pollen til sig som en våd svamp. Det sammen gælder Cotonens pels. Vi fandt hurtigt ud af, at når der var pollen i luften, var det en god idé at vaske vores hund Lily cirka hver 14. dag. Så lugtede hun ikke, og vi havde ingen allergiske reaktioner.

Råd til allergikere

Det er altid lidt af et lotteri, hvis man er allergisk over for hunde, og man anskaffer sig en Coton. Man kan aldrig sikre sig 100 procent mod, at man alligevel får en allergisk reaktion mod hunden.

Gør dit forarbejde:

  • Lån en Coton med hjem. Så lang tid som muligt.
  • Gnid fingrene godt og grundigt gennem dens pels, lad din finger køre forsigtigt over dit nederste øjenlåg. Hvis øjet bliver rødt inden for fem til ti minutter, er du sandsynligvis allergisk over for hunde.
  • Lad hunden slikke dine fingre og gnid dine øjne, afvent en allergisk reaktion inden for fem til ti minutter.

Forebyggelse i hjemmet:

  • Sørg for at holde hunden ren, vask ofte, specielt i pollensæsonen.
  • Undgå en stærkt duftende shampoo. Mange allergikere har mere end en type allergi, og parfume kan fremprovokere reaktioner.
  • Sørg for at holde hundes kurv eller seng ren.
  • Lad være med at have hunden oppe i sengen, den tætte pels vil fungere som en pollensvamp, som du sover med hele natten.
13162110_1027106957367422_1229886477_n
Lily og Clara er bedste venner